En kold og mørk Decembernat… (Snokie & LazyJones)
(FB@2015-12-06)
… og det skete i en forgangen tid, at julehygge blev tilvejebragt ved brug af små bånd fyldt med alskens overraskelser. Som en gaveregn af små perler, havde eksotisk lydende crackere samlet alverdens spændende titler, som ikke fandt vejen til den lokale radio/tv butik. Kolde vinterdage med spækkede bånd, der langsomt gjorde 64’eren klar med nye uventede oplevelser, der var ingen bedre måde at hygge på i en kold og mørk juletid, dengang da far var dreng…
Snokie
Jump’n Run fra tidernes morgen, hvor en langt ude arktisk fætter til pingvinen, tilsyneladende har det med at blive væk fra sin mor… i øvrigt en charmerende lille fyr efter spillets cover at dømme.
Selvom spillets simple grafik og nuttede image kunne forlede dig til at tro, du sagtens kan klare dig med venstrehånd og et øje på klem, så får du dig en grim overraskelse når skelethovedet griner dig op i dit måbende ansigt efter kortere tid end de fleste japanske shmup’s skal bruge på at ødelægge din selvtillid som gamer. Pixel perfekt joystick kontrol kræver ordentligt værktøj og dermed kan Quickshot’et godt blive i skuffen! Men den lille fyr er ikke uden charme, spillet har masser af fans og er af typen “bare liige én tur til”…
Youtube video
https://m.youtube.com/watch?v=Pju5Znpy1Vs
Spil wiki
https://www.c64-wiki.com/index.php/Snokie
Lazy Jones
Man kan umuligt lade være med at holde af en fyr der hellere vil spille end passe sit arbejde og dovne Jones har masser af mulighed for at dyrke sin spilleglæde i et hotel med 15 forskellige spillerum.
David Whittaker lavede hele spillet selv, kodede det først i basic for at se om det fungerede og omskrev derefter til maskinkode. Rum for rum blev på den måde fyldt op med små sjove arcade spil indtil fantasien var udtømt og de sidste par lokaler som ikke tjener noget spilmæssigt formål er da også bare overskydende.
De små mini arcade versioner af forskellige kendte klassikere dækker alt fra Space Invaders til H.E.R.O. og selvom vi taler meget simple udgaver, er det variationen og tilgængligheden eller summen af begge, der holder interessen fanget for en stund.
Musikken er dynamisk og tilretter sig fra en fælles melodi i korridorerne til forskellige cover udgaver af kendte numre fra de tidlige firsere, hvilket både lyder godt og er en fantastisk velgennemført lydoplevelse man sjældent mødte i de tidlige 8-bit spil. David’s musikfortid gav hans spil ekstra kvalitet på lydsiden, ikke ligefrem Hubbard, men nem at genkende og vellavet.
Youtube video
https://m.youtube.com/watch?v=Y7DyoDJCqac
Spil wiki
https://www.c64-wiki.com/index.php/Lazy_Jones
Special Delivery
Hvis ikke du allerede har taget 20 kg. ekstra på, iført dig et knaldrødt sæt undertøj og en virkelig kikset nathue, så er det nu du har chancen. Helt i ånd med pakkepostens credo om udbringning for enhver pris, skal der modtages pakker direkte fra oven og afleveres til alverdens små formentlig artige poder. Ikke ligefrem undfanget ved guddommelig inspiration, men stadig et rensdyrspring foran samtidens øvrige bud på en julemands emulator… og faktisk ret underholdende… Feliz Navidad!
Youtube video
https://m.youtube.com/watch?v=VUVV86VJREI
Lemon 64
http://www.lemon64.com/…