Rogue-agtigt… (2015-11-21)

Rogue-agtigt…

(FB@2015-11-21)

Imponerende når et spil ligefrem er genreskabende og selve navnet ender som beskrivelse for en hel klasse af spil. Titler som Tetris, Gauntlet og Mario var klassikere i hver deres genre og alle affødte efterligninger, men gode gamle Rogue med Ascii grafik og arrige bip, lagde stien de andre vandrede videre ad. Som én af de første Dungeon Crawlers, kostede den tusindvis af studie- og CPU timer på universiteternes mainframes tilbage i start firserne, eleverne var vilde med at samle skatte og slagte fantasifulde monstre på vej mod de dybeste huler for at finde Yendor amuletten. Andre lignende titler var ude først, eksempelvis Telengard vi kiggede på tidligere, men da spillet endte med at følge UNiX som standard og tilmed nød stor udbredelse via Arpanet, endte Rogue som selve definitionen på en type spil vi kender helt frem til i dag med titler som NetHack og Diablo. Der var dog nytænkning i form af tilfældigt genererede huler og modstandere, så selvom Rogue lænede sig op af tidligere og samtidige spil, var udfordringen større her.

Da Rogue oprindelig kun bestod af Ascii karakterer og blev styret af flere taster end en mellemstor russisk rumraket, var det selvklart noget af en udfordring at få et overblik, derfor er spillet også det tidligste eksempel på et spil med en oversigt, der kan kaldes frem ved hjælp af et tastetryk. Så udover genretitlen og en fremragende robusthed i koden, byder spillet også på historiske nyskabelser, deriblandt også en af spilverdenens første programmerede spillere, en computer simulation der kan gennemføre spillet automatisk, kodet af studerende på Carnegie-Mellon University. Programmet slog alle topspillerne på de nærmeste anerikanske universiteter og blev kendt som den allerførste Bot.

Mastertronic udgaven fra 1988, var et forsøg på at trække nye fans til det allerede dengang aldrene spil. Man lavede rudimentær grafik og marginalt bedre lyd for at give det mere appeal og selvom man nok skulle være meget stor fan af genren for at tiltrækkes, så er talrige fans på Lemon dybt uenige i Zzap64’s score på 10% og deres kritik der bl.a. rettede skytset mod en sammenligning af spillet med Gauntlet, hvilket selvfølgelig er misforstået. Rogue er inspireret af D&D (Dungeons & Dragons), hvorimod Gauntlet er Action/Fantasy. D&D inspirationen var faktisk så gennemført, at det først er på denne udgave man møder monstre som Kobolder og Rust Monstre, simpelthen fordi man var nervøs for sagsanlæg ved spillets oprindelige udgivelse.

Når Rogue stadig er relevant er det fordi man har alle nødvendige elementer for en solid omgang D&D solospil, uden forstyrrende skærmguf. Bare ren karaktér opbygning og opdagelse i omgivelser der ændrer sig hver gang man starter fra ny. Det er nok ikke mange der kan bringe amuletten Yendor til overfladen i triumf, men det er heller ikke nødvendigt for at hygge sig i selskab med alle hack’n’slash spillenes stamfar.

Hvis man kunne tænke sig spillet i en lækker version, kan Epyx udgaven varmt anbefales, med det velkendte cover design i neonfarve på sort baggrund, den er flot, men desværre også sjælden og dyr.

Rogue info
http://www.mobygames.com/game/c64/rogue

http://www.1up.com/features/essential-50-rogue

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Rogue_(video_game)

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Roguelike

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Rogue_(video_game)

12241298_10153737422702838_3786407626983225764_n12227572_10153737422682838_5844512472556348392_n  12241640_10153737422797838_3995147718259019922_n 12249878_10153737422817838_7368530624646049047_n